fredag den 16. marts 2012

Fra Phi Phi til Bangkok


Så nåede vi her til aften Bangkok for anden gang. Det var lidt ambivalent at forlade Phi-Phi, fordi det var den sidste strandø og et smukt sted, men samtidig det første sted, hvor vi var udsat for enormt dårlig service og så hele 2 gange. Indstillingen overfor turister er en noget anden, end andre steder i Thailand. Man føler sig behandlet som en slags pengekvæg, man kan sende forbi de frodige marker uden respekt og med en ”hurry hurry”-kommentar i nakken. Garnicht gut. Det endte også med at Heiko fik refunderet halvdelen af en bådtur, som var noget af en oplevelse. Det må I høre om når vi kommer hjem…

Phi Phi er noget af en backpacker-ø. Rigtig mange unge imellem 20 og 30, der mere eller mindre ubesværet lever livet med øl, cigaretter og utrolig smal bademode. Der er sket lidt siden vi var unge…. Selvom det ikke er længe siden. Men hele bundtet er efterhånden tatoveret både drenge og piger. Vi blev også enige om, at hvis Heiko var ung nu, ville han nok have en tatovering med ”FC St. Pauli” eller ”AC/DC” på arm, ben eller ryg.

Anette blev fejret på bedste vis med morgensang, gaver og en rigtig sød familie, der havde været på jagt efter flag.. Vi var på tur til et fantastisk snorklested, hvor det bogstavelig talt var som at svømme i et akvarium. Varmt og fisk i alle farver og størrelser. Desuden var vi på Maya Bay, hvor ”Stranden” blev optaget. Smukt og fuldstændigt fyldt op med turister – især højtråbende japanere. Men det blev dog til en observation af en skole (biologudtryk for flok) delfiner, der lige dukkede op af det blå og smaragdgrønne hav.

Efterfølgende var vi på café og spise kager inden lidt eftermiddagsafslapning og en hyggelig middag, dog uden ris og rejer (eller gris og rejer, som Sebastian kalder det). Det har vi godt nok også fået meget af. Tusind tak for de mange hilsner her på bloggen, pr. mail og sms, det er bare så skønt at høre nyt fra DK.

Aftenen blev sluttet af på stranden, hvor vi sendte en rispapirlampe med levende lys op med gode ønsker for vores familie, inden drengene gik i seng, og Victoria og Anette på bar, hvor der var ildshow på stranden. Det er de bare dygtige til hernede.

Ellers måtte Victorias fletninger lade livet, men det gav til gengæld en masse fine krøller, som hun tog med den hårde vej op til øens ultimative udsigtspunkt, Viewpoint, som endte med kun at blive en pigetur - hvor vi kom præcist 3 minutter for sent til solnedgangen - men der var flot alligevel, og efterfølgende spiste vi på H. C. Andersen restauranten, hvor hun spiste frikadeller og kartofler med sovs, som efter hendes udsagn var: ”Den lækreste mad, jeg har fået længe” 

Nu er vi så ankommet her til Bangkok med Thai Air, væsentligt forsinkede men i højt humør. I morgen skal der (Victoria) shoppes igennem, blandt andet på JJ Weekendmarked, og så skal vi lige nå et par seværdigheder inden turen går hjem.








søndag den 11. marts 2012

Fra Koh Ngai til Koh Phi Phi


Atter engang må vi pakke vores kufferter og sige farvel til et dejligt sted, som vi har nydt i fulde drag. Koh Ngai var som sagt det uspolerede Thailand, vi har ledt efter. Plads til skønne naturoplevelser, legetid i poolen, ture på strand, jungle og på havet med kajak, og endda tid til leg med et par norske piger (Sofie og Frida).  Heiko har læst den anden (!!!) skønlitterære bog og er i gang med nummer 3. Det er sådan ca. det antal bøger, han har nået at læse i løbet af de sidste 5 år. 

Selvom tiden her har været dejlig, har vi for anden gang oplevet en periode på 3-4 dage med overskyet vejr og heftige regnskyl.  Heldigvis havde vi jo nogle dage at give af, men for turister, der sammenlagt kun har 14 dage, er det selvfølgelig ærgerligt. 

I går var solen atter tilbage, og vi var på tur i langhalebåd til bl.a. en ø ved navn Koh Mook, som har et helt fantastisk sted, som både turister og thaier åbenbart valfarter til. Det er en hule ”Emerald Cave” som man svømmer igennem i fuldstændig mørke, hvorefter man kommer frem til en lille og fin strand omgivet af høje klipper, og som derfor ikke kan nås andre steder fra. Det siges, at pirater tidligere har brugt dette sted til opbevaring af deres skatter…. Wow!!!!  Slå lige den!   
Oplevelsen ville selvfølgelig være helt gennemført, hvis vi nu var de eneste der svømmede igennem hulen. Sjovt nok var der dog to store både med thaier iført fuld beklædning, svømmeveste og kameraer, der også var på vej igennem sammen med os. Det er meget underligt, men thaierne er åbenbart rigtig dårlige til at svømme og lige så snart de kommer i nærheden af vand ifører de sig en neongrøn eller neonrødfarvet svømmevest. Egentlig utroligt med al det fine badevand de har her…

Efter Koh Mook styrede langhalebåden videre til øen Koh Kradan, som gav mulighed for snorkling og en lille skovtur, hvor vi så den første thailandske slange på vores rejse. Desværre nåede vi ikke at tage et billede. Thailandske slanger er kendt for at være enorm hurtige…. J Også kæmpesøstjerner mødte vi på vores vej.

Efterhånden kan vi godt mærke at turen lakker mod enden og kan nu se frem til et 4 dages-ophold på øen Koh Phi Phi, hvorefter vi tager et indenrigsfly til Bangkok. Her skal vi (og især Victoria) shoppe de sidste ting på det store marked inden vi drager hjemad. På Koh Phi Phi ser vi frem til Anettes 33 års fødselsdag, som vi jo nok fejrer med ris og rejer J.










tirsdag den 6. marts 2012

Koh Ngai


Vi har fundet den. Øen vi har ledt efter. Her er bare SMUKT. En dejlig lækkert indrettet træbungalow i mørk teak med direkte udsigt ud over vandet og de nærmeste småøer. Som alle andre steder, skinner solen og vandet er varmt, men her er RO. Junglen er lige i baghaven med bl.a. næsehornsfugle og aber, og et koralrev 50m ude i vandet med de flotteste fisk. Næsten ingen ressorter eller mennesker, og ganske få både på vandet, der larmer når de sejler.  Klart vand med snorkle muligheder for børn og voksne direkte fra stranden og som altid pool. Selv mygge forhængene gør oplevelsen royal, ifølge Victoria, og vi har netop spist en kokosnød som Heiko selv har fundet på stranden, skrællet og slået hul på, så det kan ikke blive bedre.
Dog er der lidt bekymringer omkring den finansielle situation, idet der ikke kan hæves penge. Det kunne der heller ikke på Koh Lipe. Der er dog heller ikke behov for de store pengebeløb her på øen, heldigvis. Da der ingen forretninger eller boder er i miles omkreds. Der er dog små kiosker på hotellerne, som sælger slik og drikkevarer -  Kold tyrker kan man sige.
Lipe bragte også gode oplevelser med sig. Vi tog på en endagstur til den skønneste strand, som er afbildet på plakater og i bøgerne, og der var virkelig dejligt. Vi sejlede med langhalebåd, der virker som taxier hernede, omkring øen og blev sat i land.  Da børnene er vant til at sejlture medfører flytning, var Sebastians første spørgsmål, da vi blev sat af båden og stod der på stranden med udsigt til det skønneste havvand: Hvor skal vi bo? Og lidt efter: Er der swimmingpool?
Victoria var så heldig at møde danske Mathilde på 8 år i en butik, samme dag som hun skulle videre med sin familie. De nåede dog nogle hyggelige timer med leg og pool, og vi fik en smule fornuftig voksensnak med hendes forældre. Kort men godt!
Endelig bød Koh Lipe på det store øjeblik, hvor Heiko trak dåsen med langtidsholdbart rugbrød op. Det blev en særlig dag J
Ellers er det indtryk øen har efterladt mest, en mærkværdig opbygning, blandt andet sejles ALT til øen, smides på stranden og fordeles herefter til butikker og hoteller samt at her skal der primært tjenes nogle penge på turisterne.
Anette brugte desuden den sidste nat inden afrejse på toilettet med opkast og diarre, så det var iført to Immodium og en af Sebastians bleer, hun gik ombord på motorbåden, der fragtede os videre.
Vi forsøger i øvrigt fortsat at smide noget ud hvert sted, så der skulle blive mindre og mindre bagage, men taktikken ser ikke helt ud til at holde……..
Mange tanker til friskolefolket. Vi håber I havde en fed fest og tænkte meget på jer!
The Buch-Illings









torsdag den 1. marts 2012

Z-Touch på Koh Lipe

Inden vi forlod Koh Lanta, var vi på den mest fantastiske tur til en lille ø (Koh Rok), hvor vandet var glas klart, sandet kridhvidt og fiskene i alle farver. Vi blev sejlet ud i en overfyldt motorbåd, som vi snorklede direkte fra, for at se de smukke koraller og mange, mange fisk.

På selve øen spiste vi frokost tæt fulgt af kæmpe varaner, der ledte efter efterladenskaber og andre fødeemner med tungen ud af munden. De var ret vilde med resterne af kyllingelår, der blev smidt til dem, men især Anette var glad for ikke at skulle sove i telt der – at møde sådan en øglelignende ting på vej til toilettet midt om natten, var ikke lige på hitlisten.
Derefter badede og snorklede vi direkte fra stranden. Vi havde brød med som lokkede fiskene helt tæt på, men desværre betød det også, at en af dem tog fejl og bed Sebastian i maven.

Turen her til Lipe var lang og meget varm. Vi skulle skifte færge undervejs, og blev mange timer forsinkede, så den langhalebåd fra hotellet, der skulle hente os ved pontonen midt ude i vandet var sejlet ind igen. Der er ingen bro eller leje at lægge til ved her på øen, selvom al transport foregår pr. båd. Det betød, at vi måtte stå i kø med en masse vildt utålmodige mennesker (og hos turister, er der ingen mercy, selvom der står 2 trætte børn) så da 2 japanere, der endda kom til med en båd efter os, møvede sig indenom køen og ud i båden lige foran os, var løvemoderens tålmodighed brugt op, så de fik blikket og et heftigt spørgsmål om køkultur på engelsk. Da vi endelig kom i land, og fik at vide at vi selv skulle flytte vores bagage (det må minimum være omkring 100 kg) hen ad stranden var orlovsstemningen totalt brugt op hos Fru Buch-Illing. Heldigvis tog Heiko affære og gik af sted for at finde hotellet, for derefter at komme tilbage med en lille flink mand med en vogn til bagage.
Heiko og Victoria fik dog set både flyvende fisk og delfiner undervejs, og synes det hel e var knapt så slemt.

Koh Lipe er en lille smuk ø med næsten ingen fastboende, men der er i høj grad langt an på at leve af turisterne, så her er masser af ressorter, restauranter & barer, men ingen veje, biler, almindelige arbejdspladser eller andet, der kunne minde om en sund by/ø. Eksempelvis er det vanskeligt at komme af med affaldet, og rundt om og mellem de nybyggende hoteller hober efterladt skrammel og byggematerialer sig op.

Vi har nu planlagt den sidste del af rejsen: Koh Ngai, en lille ø ud for Trang. Herefter Koh Phi-Phi, der nok er den mest kendte og dyreste ø hernede, men også skulle være helt utrolig smuk – så der har Anette fået lov at holde sin fødselsdag, inden vi flyver fra Krabi til Bangkok, hvor vi har 3 overnatninger inden den store hjemtur.

Sebastian er blevet forkølet og har vanen tro fået feber, men holder fortsat fanen højt, og Victoria er bare fuldstændig i sit es. Hun ramte nok hele familiens tilstand forleden aften under en stille pigemiddag:
”Jeg tænkte egentlig, at når halvdelen af tiden var gået, ville jeg synes, at det var OK, at vi snart skulle hjem – men det vil jeg bare overhovedet ikke”







The Buch-Illings

torsdag den 23. februar 2012

D.R. Lanta Bay Resort

DR Lanta Bay Resort… 22. februar
Nu er vi ankommet på et rigtigt resort med hele 2 pools i et område med mange bungalows og en morgenmadsrestaurant som nærmest ligger på stranden. Vores orlov er gået over i den sunde fase.  Anette og Victoria går 1 time på stranden og Heiko løber ½ time hver morgen. Sebastian har derimod ikke behov for yderligere motion. Både han og søsteren ligger i poolen i mindst 5 timer hver dag. Sebastian elsker at hoppe i vandet fra kanten, og er blevet hammergod til at hale sig op ad poolen alene. Han er ved at falde død om ved 3 tiden om eftermiddagen, og må ofte tage en lur….
I dag har næsten hele familien fået massage ved stranden. De to voksne Thaimassage, hvor massøren bogstavlig talt går og kravler rundt på en, og Victoria oliemassage. I morgen er det så Sebastians tur.

24. februar
I går var Victoria og Heiko på Thai-kokkeskole ”Time for Lime”, hvor vi lærte hemmelighederne omkring Thailands køkken at kende.  Det var rigtig spændende at prøve at lave Thaimad helt fra bunden, og Victoria var rigtig god til det. Om aftenen kom Anette og Sebastian på kokkeskolen og fik serveret vores retter. Konceptet var lige noget for Victoria, også fordi at noget af overskuddet gik til et dyrehjem her på øen.
Desværre blev kokkeskolen ikke en ren fornøjelse for Heiko, da han var nødt til at besøge toilettet med opkastninger gentagende gange den efterfølgende nat.
Lige nu er både Victoria og Sebastian ved at få massage 2. gang. Sebastian fik fodmassage i går, men faldt i søvn 5 minutter efter den gik i gang 
Vores adgang til internettet har desværre været lidt begrænset i den sidste tid, da hotellet her har et mindre sindrigt system.
Vi har 3 dage tilbage på dette resort og rejser derefter videre med færge til en lille ø, som hedder Koh Lipe.
Måske vil vi i morgen tage på en bådtur til øen Koh Rok, hvor der skulle være god mulighed for at snorkle omkring koralrev og se en masse fisk.
Vi håber I alle sammen har det godt og savner jer….

Mange hilsener
Os 4





søndag den 19. februar 2012

De sidste dage på Seafront

Hele dagen i går, var vi på tur rundt på Øen i Mr. Adams bil.
Vi så gummitræer der blev snittet i, så den hvide rågummi kunne løbe ned i en lille skål - Ananasplanter og træer med cashewnødder.
Desuden sejlede vi i en langhalebåd i mangroveskoven, og fodrede aber med medbragte bananstykker. Mange af dem sprang helt over på båden til os.
Vi spiste frokost på en lille restaurant på øens højeste punkt med en fantastisk udsigt.
Endvidere var vi i den ældste by på øen, og så en lille landsby der er bygget for donationer efter tsunamien, hvor 89 havsigøjner familier nu bor i stort set ens huse.
Stranden vi skulle slutte af ved, var smuk, men vandet møjbeskidt, så vi valgte at blive bragt hurtigt tilbage.
Det var en spændende og meget varm dag, så det var skønt at komme tilbage til pool og hav her ved hotellet.

I dag har børnene på skift været på scootertur med Heiko til forskellige steder på øen.
I morgen checker vi ud, og flytter til et hotel lidt nordligere på øen, for de næste 7 dage. Heiko og Victoria var lige forbi i dag - og der er rigtig mange mennesker, så nu er det slut med at være de eneste børn i poolen. Til gengæld kan det være, at der er nogen at lege med.

Herefter er der bestilt hotel på en lille ø (Koh Lipe) helt nede mod grænsen til Malaysia, som skulle have en høj Bounty faktor :-)

Rigtig god vinterferie til jer alle i det kolde nord.

Ting at undres over i Thailand:
- Ingen seler  bilerne
- Venstrekørsel
- Alle retter serveres med en gaffel og en ske
- Den bestilte mad serveres ikke samtidig, men i den rækkefølge den er færdig - det kan godt udfordre et sultent barn, der ingenting har fået, når alle andre er færdige med at spise.
- Regn og lyn/torden om aftenen og hele natten

Kærligst
The Buch-Illings








torsdag den 16. februar 2012

....mere Koh Lanta

Efter nogle dage her på Koh Lanta, har vi besluttet os for, at forlænge vores ophold med 7 dage. Vi bor på den sydlige del af øen, som sådan set er fint, men med ikke så børnevenlig strand. Vi har derfor booket et hotel på den nordlige del, på Klong Dao Beach (for alle dem af jer, der kender til det :-))
Vores ferieliv er fortsat præget af strand, pool, restaurant-mad og hvid toast til morgenmad...
For nogle dage siden har vi lejet en scooter, for at komme lidt rundt. Det var en stor fornøjelse at køre rundt med hhv. Sebastian og Victoria. Det skal vi helt klart prøve igen. Vi prøvede også at hyre en taxa med turistsidevogn (knallert med sidebænk). Det var meget hyggeligt også fordi taxachaufføren var meget nysgerrigt og på turen skulle nå at forstå vores familieforhold og fortælle om sine egne. Han kunne dog ikke forstå, hvordan man kunne opdrage børn, uden at slå dem engang imellem. Det spurgte han ellers Anette om, da hun jo er psykolog. 

Victoria nyder fortsat at stikke næsen ind i de mange små butikker med al verdens dimser, smykker og thailandske pynteting, som ikke koster mere end et par røde rejer. Lige nu er vi ved at forhandle om et lille skuffedarium til hårelastikker og andet.
I dag er planen at Victoria og Heiko skal ud at snorkle omkring et rev og fodre og fange fisk. Lidt fiskegrej er der jo altid plads til i kufferten....
Se resultatet på billeder og film nedenfor....