Z-Touch på Koh Lipe

Inden vi forlod Koh Lanta, var vi på den mest fantastiske tur til en lille ø (Koh Rok), hvor vandet var glas klart, sandet kridhvidt og fiskene i alle farver. Vi blev sejlet ud i en overfyldt motorbåd, som vi snorklede direkte fra, for at se de smukke koraller og mange, mange fisk.

På selve øen spiste vi frokost tæt fulgt af kæmpe varaner, der ledte efter efterladenskaber og andre fødeemner med tungen ud af munden. De var ret vilde med resterne af kyllingelår, der blev smidt til dem, men især Anette var glad for ikke at skulle sove i telt der – at møde sådan en øglelignende ting på vej til toilettet midt om natten, var ikke lige på hitlisten.
Derefter badede og snorklede vi direkte fra stranden. Vi havde brød med som lokkede fiskene helt tæt på, men desværre betød det også, at en af dem tog fejl og bed Sebastian i maven.

Turen her til Lipe var lang og meget varm. Vi skulle skifte færge undervejs, og blev mange timer forsinkede, så den langhalebåd fra hotellet, der skulle hente os ved pontonen midt ude i vandet var sejlet ind igen. Der er ingen bro eller leje at lægge til ved her på øen, selvom al transport foregår pr. båd. Det betød, at vi måtte stå i kø med en masse vildt utålmodige mennesker (og hos turister, er der ingen mercy, selvom der står 2 trætte børn) så da 2 japanere, der endda kom til med en båd efter os, møvede sig indenom køen og ud i båden lige foran os, var løvemoderens tålmodighed brugt op, så de fik blikket og et heftigt spørgsmål om køkultur på engelsk. Da vi endelig kom i land, og fik at vide at vi selv skulle flytte vores bagage (det må minimum være omkring 100 kg) hen ad stranden var orlovsstemningen totalt brugt op hos Fru Buch-Illing. Heldigvis tog Heiko affære og gik af sted for at finde hotellet, for derefter at komme tilbage med en lille flink mand med en vogn til bagage.
Heiko og Victoria fik dog set både flyvende fisk og delfiner undervejs, og synes det hel e var knapt så slemt.

Koh Lipe er en lille smuk ø med næsten ingen fastboende, men der er i høj grad langt an på at leve af turisterne, så her er masser af ressorter, restauranter & barer, men ingen veje, biler, almindelige arbejdspladser eller andet, der kunne minde om en sund by/ø. Eksempelvis er det vanskeligt at komme af med affaldet, og rundt om og mellem de nybyggende hoteller hober efterladt skrammel og byggematerialer sig op.

Vi har nu planlagt den sidste del af rejsen: Koh Ngai, en lille ø ud for Trang. Herefter Koh Phi-Phi, der nok er den mest kendte og dyreste ø hernede, men også skulle være helt utrolig smuk – så der har Anette fået lov at holde sin fødselsdag, inden vi flyver fra Krabi til Bangkok, hvor vi har 3 overnatninger inden den store hjemtur.

Sebastian er blevet forkølet og har vanen tro fået feber, men holder fortsat fanen højt, og Victoria er bare fuldstændig i sit es. Hun ramte nok hele familiens tilstand forleden aften under en stille pigemiddag:
”Jeg tænkte egentlig, at når halvdelen af tiden var gået, ville jeg synes, at det var OK, at vi snart skulle hjem – men det vil jeg bare overhovedet ikke”

The Buch-Illings