Koh Lanta

Efter 4 døgn i Ao Nang er vi nu nået til Koh Lanta.
Ao Nang var nok ikke helt vores stil. Lidt for mange turister (ja, ja vi er jo også selv en væsentlig del af slagsen), sælgere der faldbyder deres varer til alt for høje priser og meget vestligt rettede restauranter.
Men var der noget der gjorde en forskel, var det Victorias fantastiske tålmodighed, da hun sad 3 (tre) timer hos en frisør og fik lavet præcis 50 fletninger. Pigen der ordnede håret var egentlig en mand, men dem var der i det hele taget mange af i området, og fletningerne blev nok ikke helt så gode som dem hun fik på Kreta, for 2½ år siden, men flot ser det ud, og hun nyder at have håret væk fra ansigtet.
Desuden nåede vi en 4-øers-tur-dag med speedbåd - en larmende og overfyldt oplevelse - men vi fik alle snorklet og svømmet rundt blandt 1000-vis af fisk og en enkelt lille haj, som grådigt kastede sig over det toastbrød vi havde medbragt. Victoria var atter supersej, og den underlige trutlyd der hørtes under vandet, var bare hende der nynnede af begejstring i snorklen.
Endelig nåede Anette og Victoria rundt om de akvarier med fisk, der er beregnet til at stikke fødderne ned i, hvorefter fiskene spiser de døde hudceller. Vi havde set dette på billeder hos Stina og Torben og var enige om at skulle prøve! Det var godt nok en underlig og meget kildende fornemmelse, og selvom huden efterfølgende var blød, er vi nok begge mere til en almindelig fodbehandling, som vi fik det i Bangkok.

At være netop vores familie her i Thailand har ført til mange tanker. Thaierne forstår simpelthen ikke hvordan vi hører sammen: "is she your baby?" og når vi naturligvis bekræfter, fortæller de at vores øjne eller hudfarve er forskellige........
"He is adopted"  - ????????? -"Do you know what that is?" Øhhhhhh......
Vi bliver fulgt af mange øjne - "Oh yes, your family went by here yesterday" - køkkenpersonalet der tilfældigt står i bagdøren med lange øjne, når vi går ud af restauranten osv.
De mest modige gætter på, at Victoria må være Thai eller inder, og så alligevel ikke, mens Sebastian skydes til at komme fra Kina.
Vi har jo altid været bevidste om, at være en anderledes familie, men det har aldrig været så tydeligt som her, måske fordi thaierne virkelig er glade for børn, og særligt Sebastian får mange henvendelser, noget han med nogen undren forholder sig stille til. "Jeg kender ham ikke mor" godt nok, for det er jo netop noget af det, vi har øvet i lang tid derhjemme.

Vores nyeste hotel er helt tæt på vandet, og vi bruger fortsat rigtig meget tid på at ligge i blød i enten hav eller pool.
Vi synes stadig den lette adgang til havet er et kæmpe privilegium. At sidde der ved morgenbordet, med udsigt over bølgerne og mærke varmen, vinden og duften, det er der, hvor banalt det end må forekomme, bare så meget livsbekræftende ved.

Stor hilsen til jer alle, som vi med jævne mellemrum savner og taler om.
Kærligst
The Buch-Illings